Det er vel efterhånden syv år siden, at der senest kom en ny madanmelder på en af de større danske dagblade. Det var Lærke Kløvedal, der muligvis overtog rollen efter Sandra Broval (og den famøse Kong Hans’ Kælder-anmeldelse)?! Jo, Martin Kongstad er sidenhen også blevet anmelder hver anden uge på Weekend-avisen – mestendels af restauranter i Rom, dog (LOL) – , men inden da anmeldte han på den oprindelige Radio24syv, hvorfor han ikke tæller som en reel fornyelse.
Det store spørgsmål er så, om anmeldergesjæften i sin essens kræver kontinuerlig fornyelse/udskiftning, således disse smagsdommere ikke bliver for gode venner med de køkkenchefer og sommelierer, der har en åbenlys interesse i at kurtisere dem. Du ved: invitationer til prøvemiddage, en ekstra flaske (dyr bourgogne) på huset, lidt mere caviaer på forretten, diverse upgrades undervejs og smøger/krammere/rygklapning til den uendelige række af gastronomiske prisuddelinger, hvor hele branchen mødes. København er så lille.
At danske madanmeldere bliver genkendt er vist ikke til diskussion. Og de får formentlig også ret markant (positiv) særbehandling. Hvem husker ikke det fantastiske drama, dengang en restaurant (som ikke findes mere) fik besøg af hele to anmeldere samme aften. Man genkendte Søren Frank, men ikke Sandra Brovall, som derfor fik forkullet mad og “andenrangsbetjening”, hvilket hun noterede i sin anmeldelse i Politiken, som desværre er fjernet.
Men hvad er vigtigst: dyb indsigt i gastronomi med dertilhørende ansigtsgenkendelse, opgradering af vinmenu og venskabelige tendenser til en masse kokke, tjenere og restaurantejere? Eller mindre gastronomisk tyngde for til gengæld at kunne anmelde incognito og få den mad og service, som normale dødelige gæster får? Eller er begge ting ligegyldige, så længere anmelderen har en fiffig pen og kan skabe kliks på nettet og letbenet formiddagsunderholdning ved Børge Mogensen-bordet, når lørdagsudgaven skimtes igennem?
Jeg er selv i tvivl. Men jeg tror, jeg vægter læsværdigheden højest. Og i det ligger også, at kunne genkende Søren Franks forurettethed, når noget går ham imod, og Martin Kongstads evige behov for at skrive “ascendanten” og fortælle, hvordan tingene var i 80’erne. Ellers bliver det jo simpelthen for kedeligt at læse om, hvorvidt et stykke torsk havde fået 15 sekunder for længe eller om noget kuvertbrød på en italiensk restaurant, jeg aldrig kommer til at besøge, var saltet flot.
Alligevel drømmer jeg om fornyelse i anmelderstanden (pick me! pick me!). Ikke at fremtidens anmeldere skal være MDMA-forcerede som hos fx To Sulte Piger (som nu kun er én?). Men selv var jeg begejstret for de forsøg som Sandra Broval og Joakim Grundal sammen gjorde på at forny genren. Og nej, det var der cirka ingen andre fra restaurationsbranchen eller den øvrige anmelderstand, der var. I know. Men de satte noget på spil, og det kan jeg grundlæggende godt li.
For anmelderi er jo en mærkelig opgave i sin essens. En omgang mere eller mindre gratis smagsdommeri af en journalist, der som udgangspunkt aldrig selv har prøvet kræfter med det pågældende erhverv. Min tese er, at Lillelund ville ikke holde mange timer på gulvet hos Madklubben. Madanmeldere har gået på DMJX, spist virkelig meget mad og googlet sig frem til hvad “dashi” er. That's it. Derfor anser jeg også mere madanmeldelsen som underholdning end som reel folkeoplysning.
Derfor ville en simpel vej til fornyelse være at have nogle gæsteanmeldere i ny og næ. Nogle ikke-indspiste (ha!) folk, som kunne at skabe lidt røre i andedammen – og få de nuværende anmeldere til at ryste lidt i den strammende underbukselinning. Jeg kunne finde mange velskrivene og velspisende mennesker, hvis mening om et restaurantbesøg, jeg gerne ville høre. Kaspar Colling, Goodiepal (please, få Goodiepal til at anmelde noget), Anna Libak, Olga Ravn, Frederik Cilius, ja, listen er lang. Og de kan jo også godt google sig frem til, hvad “dashi” er.
---
Så hvad er vigtigst for en madanmelder:
1. At kunne skrive
2. At vide noget om mad (og vin)
3. At kunne være incognito
Comments