I maj spurgte den gode og i særklasse dygtigste sportsanalytiker i Danmark, når det kommer til at være popkultur-refererende og krads, Martin Krat, om jeg ville være med til at lave optakter til alle Tour de France-etaperne. Det sagde jeg ja til, og sammen har vi skrevet det her:
Etape 1: Firenze til Rimini
Der er så mange ting, man bør påskønne ved Firenze. Dante, Niccolo Machiavelli, Fiorentinas nedtur med Brian Laudrup (og den skønne trøje med 7UP på mavsen), Fiorentinas optur med Gabriel Batistuta, Frederik Cillius Jørgensen der ikke kan komme hjem fra Firenze med SAS, og så er der lige deres vin.
Hoveddruen er sangiovese, der i disse år lever et lidt svært liv. Den er for syrerig til overvægtige mænd i Jylland, og den er for tannisk til tyndrød hipsterdruk på Enghave Plads. Men der findes skønne og grillkødsvenlige (hvis du er sådan en type) vine på netop Sangiovese fra Chianti-området og mere noble og polerede sager fra Brunello di Montalcino, der passer perfekt til favabønner og menneskelever (hvis du er sådan en type, Armie Hammer). Og så er der jo supertoscanerne – en slags flydende marmelade med navne som Sassicaia og Tignanello –, der er lavet med Bordeaux som idolplakat og Robert Parker som 100-pointsslyngende fanboy. Her er skønt. Faktisk så skønt, at hvis man er middelrig fra Herning med et partypølse-look, så opfører man en toscansk hus ved Vejle Fjord. Bare for at mindes. —
Hvis du er Lars Seier Christensen køber du:
12 flasker Soldera Case Basse fra 90’erne
Hvis du ikke ejer Novo-aktier køber du:
Sant’ Ellero fra La Ginestra. Klassisk, rustik og charmerende Chianti uden ting tilsat (heller ikke bast rundt om flasken). — Målbyen er i havnebyen Rimini, som udover at dele navn med en støvet og undervurderet restaurant på Amager, heller ikke skal kimse af. Federico Fellini er fra Rimini, så hvis man elsker hans maleriske romantisme om, at alt var bedre i går, så er Rimini absolut et anbefalelsesværdigt sted. Byen er også grænsende op til San Marino.
Etapen er i øvrigt en temmelig bakket affære, og hvis man vil have en doomscrollende lang optakt så skal man hoppe over på feltet.dk, men i gamle dage havde supertoscaneren Michele Bartoli vundet den. I dag er det noget en belgier, en hollænder eller Julian Alaphilippe, der løber med sejren
---
Etape 2: Cesenatico til Bologna
Lad os starte med at lære, hvordan man udtaler startbyen, Cesenatico. Tjæ-sæ-na-ti-ko med tryk på a’et. Derfra går det videre nord på til Ravenna, som mest er kendt for gammelkristne mosaikker. Derudover har byen formentlig også et solidt udbud af semi-autentiske caféer, der serverer dødsbrændt Lavazza-espressi, som gourmet-aggressoren Bo Jacobsen elsker det.
Og så drejer feltet mod øst og ind i Emilia-Romagna, der på vinsiden mest er berømt / berygtet for lambruscoen, der i 80’erne og 90’erne var sød og billig og popuær – og tit akkompagneret med noget dårlig lufttørret skinke rullet rundt om et melonstykke og garneret med en tandstik. I dag er lambrusco-populariteten dalet betragteligt (nu kommer den søde lavkvalitetsbobbelvin fra Asti og Breezers), selvom Carlo Merolli gør et stort nummer ud af at fortælle om fortræffelighederne i denne rustikke og ofte mørkerøde mousserende vin, der i sine bedste udgaver er knastør og lidt tannisk og ditto uvenlig
—
Hvis du er Lars Seier Christensen køber du:
Inde på det lidt støvede trattoria Drogheria Della Rosa, hvor de stolt har billeder og autografer af overmodne mænd som Noam Chomsky, Dario Fo og Giulio Andreotti, skal man være varsom med at bede om en toscansk eller piemontesisk vin. Det er en majestætsfornærmelse, for de er ret stolte af deres gastronomiske- og vinøse ophav i Emilia Romagna. Så enten lader man bare dem styre showet og lave deres markup på fem (eller ti afhængig af hvor irriterende du er), eller så får man en Michele Ferrari-special.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier køber du:
På den liberale side af Sydhavnen ligger det italienske supermarked Supermarco, hvor man godt kan støde ind i almindelige mennesker, især omkring lønnings-, børnepenge- og omlægning af lån-dag. Supermarco har en glimrende Lambrusco til omkring en hund fra Sergio Scagletti og Vini Donelli, der passer til staycation på altanen. Det er lambrusco man godt kan drikke mere end en flaske af med sin lette tørhed. Man kan ikke købe den på dansk internet. Må det ikke være let eller boblende, så køb noget Cinque Campi. Vinbonden Vinni ligner Luciano Pavaorotti på Wegovy.
—
Etapen slutter i Bologna, der har lagt navn til verdens nok mest mishandlede ret, nemlig bolognesen. Den er set med obskuriteter som majs, bambusskud fra dåse, bønnespirer og cocktailpølser. Andre børn af provinsen går formentlig rundt med lignende raguhorrorhistorier. Til gengæld har Bologna haft en smuk sæson i Serie A i år med Victor Kristiansen på backen og Thiago Motta på trænerbænken. Men ak, så kommer Juventus selvfølgelig med sine grådige fingre og klamme traktorpenge i sommerpausen og sætter en stopper for det.
Men ingen dansker er større i Bologna end Harald Nielsen, der slet og ret går under navnet Dondolo dernede. Guld-Harald og Mie fra Far til Fire siger dem ingenting. Men mesterskabsfinalen i 63/64, hvor Harald Nielsen scorede sejrsmålet - og i øvrigt blev topscorer i Serie A - skrev ham ind i Bologna-borgerens hukommelse på samme niveau som Preben Larsen i Verona.
Der er seks kategoriserede stigninger på etapen, hvoraf de sidste to ligger inden for 20 km til målstregen. Så måske Tadej bare starter showet her med mindre Robbie McEwen kan hænge på op ad bakkerne og slår ham i sprinten.
---
Etape 3: Plaisance - Torino
Her skal man ikke lade sig snyde. De nævenyttige franskmænd har brugt bynavnet Plaisance, men faktisk er her tale om Piacenza. Den ligger på grænsen mellem Lombardiet og Emilia Romagna. Os, der ikke aldrig skiftede Championship Manager ud med Football Manager, vil også huske, at Piacenza havde et hold med LUTTER italienere i Serie A, så som kommunisten Alessandro Lucarelli, Pasquale Luiso og Eusebio De Francesco. Det er også moderbyen til offsidebrødrene Pippo og Simone Inzaghi, der helt sikkert ikke var blevet professionelle fodboldspillere, hvis VAR fandtes dengang.
Målbyen Torino er måske mest kendt for at huse Juventus, og ellers bare være hjemsted for bilkoncernen Fiat. Men selvom den kan føles lidt industriel og kedelig sammenlignet med Milano, Rom, Firenze og andre italienske storbyer med appel for turisme, så er den stadigvæk elegant, og man mærker, at der er en vis økonomi. For de kulturelle er der lidt af hvert og det er ikke tilfældigt, at Torino er hjembyen for kulturelle sværvægtere som Umberto Eco og Antonio Gramsci over til lålålålå-legender som Eiffel 65 og Gigi D’Agostino.
—
Hvis du er Lars Seier Christensen køber du:
Så drikker man bare gammel Barbaresco fra Gaja. Og så kigger selv Brian Nygaard sgu forbi, men det er nu mest for at overgå Lars med en flaske Bartolo Mascarello ‘16 (100 Parker-point), som dog først smager ægte godt om 10 år.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier køber du:
Macchonia fra La Stoppa er et bud på en god vin fra Piacenza og kan også købes, mens man græder over skattesmækket på en ens kryptohandler. Fås hos Sune Rosforth og alle hans associates.
—
Etapen her er meget flad. De er to minikategori 4 stigninger, men de er ikke voldsommere end Lars Løkkes burgerøjne om morgenen. I gamle dage havde Mario Cipollini taget den hjem i Star and Stripes-cykelshorts, for så at stå af i morgen, når der nærmer sig bakker, modvind eller tømmermænd.
---
Etape 4: Pinerolo - Valloire
Denne etape starter ud med et solidt 1996-cykelnostalgitrip. For de indledende to bjerge på denne (første svært kuperede) etape hedder Col de Montgenèvre og Sestrières. Præcis de to stigninger som Bjarne dopingfløj op af på den meget berømte og ditto forkortede 9. etape, hvormed han tog den gule føretrøje fra evigt surmulende Jevgenij Berzin. Det er også etapen med det lidt skøre Jørn Mader-citat: “Det her, det er det, han har stillet vaser frem til … i de senere år … nu putter han blomsten i den.”
—
Hvis du er Lars Seier Christensen:
Så tager du på Pinerolos eneste michelinrestaurant (1 stjerne), Trattoria Zappatori, der er indrettet som en blanding af en sexclub og en svag tyrkisk restaurant. Vinkortet er virkelig jammerligt (La Spinetta!?), men du finder heldigvis en flaske Giacomo Conterno fra 2002 til omkring 10k. Og så kigger Brian Nygaard forbi igen.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Ja, der må du på jagt efter en eller anden hip garageproducent i området. Spontangæret og usvovlet barbera uden fadpræg, i klar flaske og med sodavandskapsel. Lavet af en halvfuld mand med kæmpe fuldskæk og nikotingule fingre. Så er du sikret hype hjemme på stenbroen. Meget stor sandsynlighed for et hawk tuah-øjeblik.
—
Etapen er en forholdsvis kort etape på kun 138 kilometer (hvilket dog er små 100 km mere end føromtalte etape i 1996). Men den indeholder også et smut op ad Col du Galibier og et afsluttende dødsridt på små 20 kilometer ned af samme bjerg. Hvad tænker Jonas Vingegaard om sådan en tur med 90-100 km/t?
Mon ikke også Tadej snupper den her ved at sætte folk op af netop Galibier, med mindre der kommer et par mellemdygtige klatrere med i et tidligt indianerudbrud, som ingen orker at køre ind? I så fald kunne det være Felix Gall, Guillaume Martin eller Bo Hamburger der tager etapen og formentlig også førertrøjen.
I forhold til vinen, så handler det om at hamstre tidligt på etapen. Godt nok kører etapen den diametralt forkerte vej i forhold til at komme til Barolo, men startbyen er faktisk hovedbyen i en lidet kendt piedmontesisk appellation ved navn Pinerolese. Her laver man potentielt interessante ting på fx freisa, som er den skeløjede fætter til nebbiolo i druefamilien.
---
Etape 5: SAINT-JEAN-DE-MAURIENNE - SAINT-VULBAS
Vi er i Savoie, der vel mest er kendt for at have navngivet en masse hoteller rundt om i verden. Selv på Vesterbrogade lige ved af Københavns måske dårligst anmeldte restaurant på Trustpilot, nemlig Mist. Og så ender etapen i vinområdet Bugey, som er endnu mindre kendt. Folk med særlig god hukommelse vil huske, at Saint-Jean-De-Maruienne er en okay brugt Tour de France-by og startede i 2006 også som startby på den etape hvor Ned Flanders-lookaliken Floyd Landis havde drukket 1000 Red Bull og vandt etapen med over 5 minutter. Desværre for Landis blev han senere diskvalificeret, så officielt er det Bjarne og Carlos Sastre og BS Christiansen, der er vinderne her.
Nå, men der står Mads Pedersen skrevet på den her etape (hvis altså Jasper Philipsen kører forkert lige inden målstregen). En trist omgang begivenhedsløs pedalering med to små kategori 4-stigninger undervejs – som formentlig nok skal få skovlen under Cavendish, dog – og 30 afsluttende kilometer, der er fladere end Søren Poppes sangtekstunivers.
—
Hvis du er Lars Seier Christensen:
Så oooorker du ikke at smage på de lokale druer som altesse, jaquere og mondeuse. Topvinene herfra er forøvrigt også alt for billige, og Robert Parker har aldrig anmeldt dem. Du køber sgu bare noget enormt fadpræget Bourgogne i en tung årgang.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Her skal du finde vin fra Domaine des Ardoisieres. Og måske Lars Seier endda vil smage på det, da de også har det på vinkortet på hans skolekomedierestaurant Alchemist. Køb Schiste Blanc, hvis du har lidt penge på lommen. Ellers Silice Blanc, som også smager vidunderligt.
—
Den første kategori 4-stigning lugter også lidt af vin, forresten, med navnet Cheval Blanc, som et fåtal af læserne måske vil kende fra Sideways-filmen. Vinen er jo ironisk nok hovedsageligt lavet på merlot.
---
ETAPE 6: MÂCON - DIJON
Den her etape vil kun blive brugt til at tale om vin. For selve cykelløbet bliver noget af en ørkenvandring med et tv-udbrud bestående af ryttere fra Arkéa-B&B Hotels og Uno-X Mobility, der bliver hentet med 20 km tilbage og så ender ud i sprinteropgør. Det kan dog være svært at udpege en vinder, når en 87-årig Mark Cavendish og Birniam Girmay kan vinde en sprint. Mads P bliver 4’er, fordi han starter sin sprint med over 600 meter til stregen i modvind. Vi må dog bifalde Mads P for at komme på cyklen igen efter sit meget Djalmodine Abdoujaparovske styrt i går.
Derfor er der rigeligt tid for Dennis Ritter og Rolf Sørensens afløser Trine – Schmidt, IKKE JONAS VINGEGAARDS TRINE (og Frida) SOM HAN VINDER FOR – til at sige svært banale ting om de berømte Bourgogne-vine fra Givry, Chassagne-Montrachet og Mersault, når de bliver passeret undervejs. Mon ikke også nogle kreative fransk-DJØF’ere fra kommunen har fået de lokale bønder til at forme en ryttercykel ud af vintønder på en græsplæne, så der er lidt guf til helikopterkameraet. Og måske der kommer en joke med, at man skulle putte chardonnay i drikkedunkene? Det bliver tungt.
—
Hvis du er Lars Seier Christensen:
Der drikker du Chassagne-Montrachet ‘18 fra Bruno Colin. Det er en vulgær årgang, som her også får (alt for meget) nyt fad. Irk, det smager sgu af noget. Det er måske nok for billigt, dog. Men så kan man jo altid drikke Perriere 1er Cru Mersault ‘18 fra Maison Leroy i stedet. Men move over Lars, det her er Oleg Tinkov-territorium.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Easy. Der skal du drikke Cuvée 910 fra Clos des Vignes du Maynes. Vinen er lavet ud fra en gammel munkeopskrift fra år 910, hvor man blander chardonnay, gamay og pinot noir i lige store dele. Og feltet kører lige forbi domainet.
—
I målbyen, Dijon, kan rytterne købe sig fattige i turistsennep i emballager formet som peniser, og ellers kan man gå forbi Palais des ducs et des États de Bourgogne og se, hvordan man bygger et rigtigt rådhus.
Dijon har meget Vejle-agtigt også et fodboldhold, der indfinder sig i en kronisk tilstand af elevatorhold mellem de to bedste rækker i Frankrig. Dijon har været målby 13 gange før, men byen er trods UNESCO-status så røvsyg, at man ikke har været her siden 1997, hvor Mario Traversoni vandt en udbryderspurt med foran typer som Erik Dekker og Viatcheslav Ekimov. Så vi er altså i Danmarks svar på Vejle-Jelling.
---
ETAPE 7: NUITS-SAINT-GEORGES - GEVREY-CHAMBERTIN
Vi er dybt, dybt, dybt inde i royale marker i Bourgogne-land nu. Sidst Tour de France var i Nuits-Saint-Georges var det år, hvor Marcel Kittel troede, han var den nye Erik ZABEL ZABEL ZABEL … Steels. Etapen mellem de her to kendte bourgogne-områder er en flad enkeltstart på knap 26 km. Det er lige sådan en som Chris Boardman eller Serhyi Gonchar havde nuppet, hvis de altså havde overlevet til 7. etape. Og ellers burde Ganna jo have vundet den, men han kan slet, slet, slet ikke køre Tour de France, fordi han skal vinde enkeltstarten på hele 33 kilometer til OL i Paris. Der er også rygter om sving på ruten, så det er heller ikke noget for Stefan Kung. Så det bliver enten Remco eller Tadej.
—
Hvis du er Lars Seier Christensen:
Det her er peak Lars Seier, og han kan godt bede Saxo Bank-bussen om at tage noget med hjem for ham, hvis det ikke lige er fordi Oleg Tinkov allerede har købt det hele. Især Domaine Leroy, og det skal være D’Auvenay. Og det skal være årgang 1999. Og du skal have dit allertykkeste debet-kort op ad Gucci-pungen.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Du er nødt til at eje lidt for at kunne drikke med her, så du kan købe noget Anne Gros fra din favoritmark. Ellers må du tage til Rhône med Per Pallesen.
—
Hverken Nuits-Saint-Georges eller Gevrey-Chambertin er som byer noget at råbe hurra for, og er reelt kun befolket af socialistiske bønder, der stemmer nej til alt. Og især nej til Emmanuel Macon. Får man forvildet sig ind på en bistro, så er det langt fra insta-venlig mad, der serveres her. Det er snegle, simreretter som Beouf bourguignon og coq au vin og så andoulliettes, der ret beset er en grov pølse lavet på mave og tarme. Så man skal have den ekstra stærke sennep i pikformet emballage frem her.
Det mest spændende ved denne etape er, hvilken af de danske fødevarejournalister, der skriver den mest klæge artikel om, hvilke bourgogne-marker og -huse de har besøgt fornyligt (måske de endda – jamen dog! – har spist frokost hos vinmageren), og hvorfor vinene fra Chambolle-Musigny er mere “feminine” end dem fra Morey-Saint-Denis. Goddag hr. “Overvurdering af terroir”. Feltet kører i hvert fald forbi begge.
---
ETAPE 8: SEMUR-EN-AUXOIS - COLOMBEY-LES-DEUX-ÉGLISES
Så er der dømt TV-udbrud for alle pengene. Og endda med en chance for at kunne holde hjem, hvis sprinterholdene allerede har en sejr eller to i bogen. Hvis Mads Pedersen har diamanter (eller virkelig mange gel’er) i benene, kunne det godt være noget for ham. Eller Wout van Art, hvis han heller ikke i år rigtig orker at hjælpe Jonas Vingegaard. For det lugter jo nærmest af klassiker-terroir med fem kategoriserede småstigninger og over 2.000 samlede højdemeter. Magnus Cort må også have kig på denne etape, da det er en gylden mulighed for en sprinterafslutning uden at få social angst. Men måske ender det bare i en massespurt, hvor Jasper Philipsen vinder igen og Dennis Ritter fortæller om dengang Rolf Sørensen fortalte om noget han har oplevet for 40 år siden i et løb, hvor Johan Museeuw vandt.
Feltet er stadig cyklende i dyr vin. Denne gang fra Chablis til Champagne, hvis man er lidt large i sin geografiske forståelse. Chablis er den nordligste del af Bourgogne, grænsende op til den sydligste del af Champagne, og det er cirka altid lavet på chardonnay. De elsker Chablis i Rungsted og til lette forretningsfrokoster hos McKinsey og Implement, mens de hjælper Staten med at beregne, hvor man ellers kan rationalisere.
—
Hvis du er Lars Seier Christensen:
Lars Seier finansierer jo kone-butikken over dem alle. Projektet hedder Champagne Yvonne Seier Christensen, og hendes ting smager vist som en blanding af ananas-breezers og Moët. Derfor er det smarteste at lave en vasker på Yvonnes vin, hælde noget Le Mesnil 2002 fra Salon over i YSC-flasken og så ikke dele med nogen.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Du bliver muligvis nødt til at tære lidt på kassekreditten igen, hvis du skal have noget rigtig godt. I Chablis kan du drikke vidunderlige ting fra Pattes Loup, og i Champagne kan du drikke ting fra Dosnon eller fadøl.
—
Colombey-Les-Deux-Eglises - og nej, der ingen relation til halvkikset mandetøj og oversized kasketter ved navn Les Deux - er mest kendt for at være Charles De Gaulles hvilested, og der findes i dag et museum (læs: mindestue), der er cirka lige så spændende som Karen Blixens i Rungsted.
Hvis etapen bliver et slapt tv-udbrud med en masse Team dsm-firmenich PostNL-ryttere, der bliver holdt i kort snor af feltet, kan du fordrive tiden med at spille spillet: “cykkelrytter eller seriemorder”. Brug fx billeder af Dsjamolidin Abdoujaparov og Udo Bölts.
---
ETAPE 9: TROYES - TROYES
Rendyrket Champagne-etape. Og nej, champagne er ikke alt mousserende vin i hele verden. Det fungerer på samme måde som det produkt, du tidligere kendte som feta-ost. Men feta-ost skal laves … i … byen … Feta(?). Så nu hedder den danske udgave: “græsk inspireret salat-ost”. Men bare rolig, den har stadig den der industrielle hoppeboldsagtige konsistens, som er så god sammen med dåsemajs, thousand island og iceberg, når dem fra Fede Forhold skal lave sund mad.
Byen er også kendt for at være hjemsted for Lacoste og dermed også hjemsted for fritidsmoden på Cafe Victor. Og aprospros douchebags, så må Champagne også være hjemstedet for at vaske champagne. Eller det er måske nok mest en dansk-svensk disciplin for unge mænd, der ligner Bergur Løkke Rasmussen.
Nå, men etapen er et forsøg på at kopiere dramaet fra Strade Bianche. Der er 14 sektioner og 32 km med grus – og igen over 2.000 højdemeter – og masser af polerede og solidt sprøjtede vinstokke i baggrunden. Et sandt mareridt for sportsdirektører, mekanikere og insekter.
Fodboldholdet i Troyes har solgt sin sjæl og er i dag en del af Al-Manchesters pamflet af hold, de kan flytte spillere og fakturaer rundt i.
—
Hvis du er Lars Seier Christensen:
Du bliver desværre nok nødt til at gentage “god vin på grimme flasker”-finten fra dagen før, selvom Yvonne nu holder skarpt øje med, om du rent faktisk sluger hendes nærmest selvlysende fabriksbobler med navne som “Skagen” på zebrastribede etiketter.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Måske har du stadig råd til at købe et enkelt glas fra Marie Courtin (gør det!), og så er det tilbage til fadølshanerne og opkald fra din bankrådgiver.
—
Mathieu van der Poel burde tage den her, hvis han ellers gider at melde sig rigtigt ind i Tour De France. Og ellers kunne Arnaud de Lie være et bud eller Biniam Girmay, der pludselig er begyndt at vinde noget siden Gent-Wevelgem i 2022. Måske har han fundet en ampul årgang 1997 i en gammel kælder. I gamle dage havde Fabian Cancellara vundet den på sin el-cykel.
---
ETAPE 10: ORLÉANS - SAINT-AMAND-MONROND
Så bliver det ikke mere historisk, end når vi er i Jeanne D’Arcs fødeby, Orleans. Vi er jo nogle, der har fået vores historiske opdragelse gennem Age of Empires II. Så der er tale om en ægte person, og ikke en filmskoleadgangsgivende udgave af Game of Thrones lavet af Carl. Th. Dreyer. Vi har også efter hviledagen bevæget os fra Champagne til det noget mindre danskergenkendlige Frankrig – med mindre du er naturvinshipster –, som er Loire.
—
Hvis du er Lars Seier Christensen:
Det er jo ikke Oleg Tinkov-dyrt, men du kan godt drikke Silex fra Didier Dagueneau, selvom Pouilly-Fumé ligger lidt øst for startbyen. Måske i en gammel årgang, så du kan fortsætte dit desperate forsøg på at udstråle big dick energy, selvom du inderst inde allerbedst kan li’ Ripasso fra Meny. Silex er jo lavet på sauvignon blanc og får godt med fad, så det smager også lidt af breezers, hvis Yvonne er rejst med og har inviteret nogle veninder til at joine jer.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Vi er i Loire, så du løber formentlig ind i Sune Rosforth eller Mads Rudolf eller Philip / Jeppe eller en af de andre 2.000 unikke naturvinsimporterer fra stenbroerne. De vil helt sikkert gerne fortælle dig, hvad du skal drikke – og de vil helt sikkert også gerne tage med. De skal bare lige have en tatovering mere på underarmen først.
—
Det er en HELT flad etape, men efter sigende skulle etapen byde på sidevind, og det ved vi jo alle, at spanske cykelryttere ikke kan finde ud af. Så FELTET KNÆKKER – og det kan Feltet.dk sagtens skrive 20-30.000 anslag omkring. Vi lander i Saint-Amand-Monrond, der har været målby et par gange. Lance Armstrong vandt på dræbende vis en enkeltstart her dengang kostpyramiden for en cykelrytter og en puddelrockmusiker var 1:1. Det er også Julian Alaphilippes hjemby. Alaphilippe er som bekendt ikke med i touren, da Mapei er gået i mere eller mindre opløsning og lever i 2018.
---
ETAPE 11: EVAUX-LES-BAINS - LE LIORAN
Vi er over 4.000 højdemeter, og i Danmark er det jo nærmest kun Andreas Mogensen og Bettina Aller, der har overkommet sådanne lodrette distancer. Og især de sidste 50 kilometer er stride, og derfor regner Jonas Vingegaard nok med at tabe noget tid, som en del af en plan, der er meget svær at forstå. Og så må vi altså huske, at det faktisk er Matteo Jorgensens skyld, når Jonas Vingegaard taber tid. På en nedkørsel.
—
Hvis du er Lars Seier Christensen:
Vinen er slet ikke dyr nok her. Slet, slet ikke. Så køb Clermont Foot 63 i stedet. Klubben er godt nok lige rykket ned i Ligue 2, men måske kunne de bruge Yvonnes svovlsprøjt til at pøse på hinanden, hvis de rykker op igen. Win-win.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Du skal bare direkte til Clermont-Ferrand, hvor du kan være heldig at støde på Patrick Bouju, som laver gamay d’auvergne og marketing-vin med Action Bronson, og det er en god ting af en eller anden grund. Ellers skal du købe noget fra Aurélien Lefort, hvis du kan få fat på det.
—
Etapen bliver nok vundet af Tadej, hvilket begynder at blive lidt kedeligt. Men ellers kunne Tony Rominger godt tage den, og så kunne vi more os lidt over, at han taler klovnedansk og er radioaktiv fra de enorme præstationsfremmende midler, der skyller rundt i hans vener.
Og så er vi også i klassisk lugteost-territorie. Det sidste bjergpas på etapen er nemlig Cantal, hvilket også er navnet på en ildelugtende og til tider ucharmerende udgave af comté. Det er lavet på nogle særlige cute køer, og du skal gå efter fermier-udgaven, hvis det skal lugte af amoniak og Kurt Thyboes mest leopardplettede underbukser.
---
ETAPE 12: AURILLAC - VILLENEUVE-SUR-LOT
Endelig en etape for folk, der er glade for masser af garvesyre og vin der generelt “smager af noget”. Vi starter i Aurillac, der er placeret vest for det sydlige Rhone, og har størrelse af sådan en dansk provinsby, der er for lille til sin egen Joe & The Juice, men godt kunne være hjemsted for en fortabt by-søn, der kommer hjem og laver en restaurant, der tilbyder en ‘gastronomisk rejse’ med de facto tapas-retter for 600 kr. pr. næse.
—
Hvis du er Lars Seier Chrisensen
Selvom vi ikke reelt er i Rhone, så drikker du noget Châteauneuf-du-Pape, – måske Pegau i en buldret årgang – som en art frokostvin, mens du brokker dig lidt over MeeTo (som jo er latterligt) og varmen, da vi for alvor nærmer os Sydfrankrig, og man derfor kan ane svedpletterne i den lyserøde hørskjorte. Hvis du skal lokke Brian Nygaard tilbage efter al den Yvonne-vin, så skal du købe Rayas i 2010-årgangen.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Så drikker du formentlig ting fra Pfifferling. Hans Tavel er vel egentlig rosé ved lov, men det er ikke vin, som egner sig til hverken frosne jordbær som isterning eller iblandet hyldeblomstsaft på en ny terrasse i trykimprægneret træ i et friskt villakvarter i Hillerød, mens mændene tænder op i grillen og taler om gode priser på tomahawksteaks. Vinene fra Pfifferling har struktur og finesse og intet tilsat. Du kan også drikke vin fra Prins Henrik på en ironisk måde, da vi er tæt på Cahors.
—
Etapen er ganske flad og ganske lang, så måske Magnus Cort kan håbe på et udbrud, et træt/venligt felt og en sprint med nogen fra Jayco Alula, hvis bare det ikke er Michael Matthews. Især nu hvor Jasper Philipsen også har vundet en etape. Det er jo også sådan en etape som Skibby ville have udset sig sammen med 10-12 andre flade etaper, selvom det selvfølgelig var Jeroen Blijlevens, der skulle køres for på TVM. Begge var de glade for læderremshjelmen, der jo cirka har samme beskyttelsesevner, som et par jodtabletter og en FM-radio på batterier i en atomkrig. Skibby havde også en særlig lyst til at kigge bagud, INDEN han var kommet i udbrud, hvilket forklarer den forholdsvis resultatløse karriere.
---
ETAPE 13: AGEN - PAU
Vi er i Agen (det er ikke en Claus Meyer-restaurant), der er klemt inde som et Simon Emil Ammitzbøl-stiftet midterparti mellem Bordeaux og Toulouse. Bordeaux er mest kendt for at være danskernes yndlingsvinområde, hvis de skal være lidt fine på den (fx med noget så eksotisk som en forret), mens Toulouse mest er kendt for pølser og hjemsted for Airbus, der har en strålende forretning, så længe dørene falder ud af cirka alle Boeing-fly.
Blandt Agens bysbørn tæller Aymeric Laporte, hvis man skulle være i tvivl om, hvor langt Baskerlandets uofficielle grænse strækker sig, og så har middelalderens Søren Frank, Nostradamus, også boet i byen i en periode.
—
Hvis du er Lars Seier Chrisensen
Det her er det tætteste Tour-feltet kommer på de store huse fra Bordeaux, så både Lars, Oleg og Prinsgemalen drikker med. De allervarmeste dage i området sniger sig op på 40 grader, så det giver nogle - ehrm - interessante vine. De er typisk lavet på Cabernet Sauvignon og alles yndlingsdrue Merlot. Man kan lidt vælge sit eget favorithus eller -etiket, om man vil, og så ved vi jo godt, at det er det Copenhagen Jazzfestival-agtige Chateau Mouton Rothchild, der vinder, men det er for poppet for Lars. Som alle gangstere, James Bond-skurke og nyrige danskere fra Martin Thorborg og opefter vil helst have Chateau Petrus 1990.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Du kan forsøge dig med vinene fra den flydende selvmodsigelse Ormiale. Naturvin fra Bordeaux. Og selvom druerne er de klassiske chateau-druer, så er konceptet markant mere naturvinsagtigt end bordeaux’sk: en engelsk designer og en fransk hipster bliver venner og skal derfor lave noget naturvin. Det er de ikke vildt gode til (venligt sagt), men skrifttypen har de tænkt længe over. Du kan fx prøve halvanden liter kraftig rødvin med mus til små 900 kroner.
—
Etapen er ganske flad, for Bordeaux har jo ingen skråninger eller terroir (eller sjæl), som i fx Bourgogne. Det er blot opdyrket marskland med overophedede vinstokke, nyt fad og kæmpechateuaer ejet af Credit Agricole, der engang gik op i cykling og Thor Hushovd. Så det ligner et åbenlyst sprinteropgør og måske endda Mark Cavendish er kommet sig efter bakkerne i onsdags. Kan Pascal Ackerman egentlig stadig cykle ægte hurtigt? Måske opdager vi en andenrangssprinter udover Girmay som Nicola Minali eller Jan Svorada, mens Dennis Ritter bider sig læben og taler om, at Mads P altså havde vundet den her.
Og så ender vi jo i Pau, der ligger virkelig tæt på Jurancon [sjyrangsång], hvor de hovedsageligt laver sød vin til din mormor. Men eftersom din mormor snart dør, så øver de sig også i at lave tør vin på petit og gros manseng, som de i marketingpjecerne siger smager mineralsk og af citrus, lidt som når alt lyst kød smager af kylling.
---
ETAPE 14: PAU - PLA D’ADET
Vi forlader de flade veje og sirupvinen i Pau for at vende tilbage til kampen om klassementet. Den sidste halvdel af etapen byder på to stigninger uden for kategori – bl.a. Col du Tourmalet, hvor nogle af de allerfineste EPO-afficionados er kørt først over: bl.a. Claudio Chiappucci, Andy Schleck, Ivan Basso, Virenque, Lance-drengen og Christophe Moreau med hurtigknepperbrillen, der for nyligt har fået konfiskeret en masse shotguns af det schweiziske politi og vist generelt er lidt skidt kørende, hvilket også lyder lidt eksotisk, når den største bad boy vi har vest for Valby Bakke er Dennis Knudsen, der kommer for sent til færgen.
Det var også i Pau, da Bjarne Riis i '93 fik sit klassementsgennembrud, da han forsvarede sin femteplads imod Claudio Chiappucci og den knarvornske Johan Bruyneel, hvilket nok vil indikerer en hæmatokridtværdi på den gode side af 50.
—
Hvis du er Lars Seier Chrisensen
Vin lavet i højderne, og Madiran som området kaldes, er slet ikke noget for Lars. Det smager jo fandme så surt. Det er blasfemi at blande cabernet sauvignon med tannat (der i øvrigt er Uruguays nationaldrue), selvom det egentlig er en glimrende bøfvin. Og burde være husets vin på MASH. Så Lars dropper vinen for en kort stund og bruger i stedet tiden på at få lavet nogle skatteteknisk komplicerede firmakonstruktioner i Andorra med Sanjay Shah på medhør.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Så finder du med garanti en cute bjergrestaurant fyldt med gamle mænd i beskidt tøj, der har lokale vine uden etiketter, hvilket betyder at du kan gå helt amok med at lave autentisk content til dine sociale kanaler med 431 følgere. Ens egen fedtprocent kan også stige i et længerevarende ophold i området. Her bliver spist lammeskanke, tomme-ost og foie gras. Hvis man tager en baskerhue, karabin-riffel og gamacher på, så kan du måske blive budt på den såkaldte gateau a la broche, der bliver lavet på et spyd over åben ild, og mest ligner blanding af en liggende kyllingesharwama fra King of Kebab og en Axel Salto-vase.
Hvis man ikke vil have autentiske oplevelser, så browser man bare rundt som Laudrup Vin og finder eksotiske ting med etiketter med dyr på. For eksempel en kænguru.
—
Toppen af Col du Tourmalet er jo mere end 2.000 meter over havets overflade, og så kan Tadej jo nærmest ikke trække vejret, mens Vingegaard får lunger som Jade-Laila. Her forventer vi et vanvidsbrud fra Kelme, mens bjergene er fyldt med baskiske flag, der hepper på Iban Mayo, Haimar Zubeldia og baghjulsklæberen Joseba Beloki.
Men mon ikke det bliver på det sidste bjerg, Saint-Lary-Soulan, at slaget skal slås. Remco gør måske et forsøg i starten sammen med Giulio Ciccone – måske de endda får 7 sekunders forspring –, og så ender de med at tabe 41 sekunder til de Tadej og Jonas med førstnævnte som triumfator.
---
ETAPE 15: LOUDENVIELLE - PLATEAU DE BEILLE
Vi er i Loudenvielle, der er et populært turistmål for franskmænd med dårlig hud og kassekredit. Generelt ser her meget alpe-agtigt ud i området med den store sø Genos-Loudenville. Herman Göring kunne godt have et sommerhus her. Byen er velkendt i Tour de France-regi og har tidligere været målby, hvor suspekte typer som Alexander Vinokourov, Gilberto Simoni og Laurent Brochard har vundet. Michael Rasmussen har også kørt i gult her, så vi skal nok forvente en bitter kommentar i en af de danske tabloid-av…undskyld…dataslavehandlere.
—
Hvis du er Lars Seier Chrisensen:
Vi er stadigvæk ikke i Lars Seier-godkendt område endnu, selvom vi teknisk set er i Roussillon. Der er heller ikke noget spændende, trods terrior, i Andorra for Lars, lønniveauet er for højt til at det kan betale sig at lave vin i landet. Her opererer vi ikke med ironien i, at lavt skattetryk giver lav produktion (af vin). Så der bliver i desperation gravet en Chateau Palmer 1978 frem, mens der rynkes lidt på næsen over den vage klassifikation som 3. Cru. Men hellere andenrangs Margaux end det søde pis, de laver i Roussilon.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Der findes ikke et surdejsbageri i København, der ikke har en flaske Matassa til salg eller pynt – ligesom italiensk-albanske pizzeriaer har Mutti-dåser og blå De Cecco-pastaposer på hylden (penne!). Begge ting har omtrent samme kvalitet. Meget af områdets bedste vin er lavet på grenache eller muscat, der ellers mest ses i bag-in-box hos skabsalkoholiserede skolelærere. Du vil dog hellere have en flaske Que De Raisin fra Pierre Jancou, der engang var feteret restaurateur i Paris, men er flyttet sydpå for at lave vin og have tilfældighedsåben i Cafe des Sports i Padern. Det svarer lidt til, at Bo Bech flyttede til Maribo for at lave proteindrik.
—
Det her er også en etape, hvor det går AP og Plateau De Beille er en nyklassiker i Tour de France-sammenhæng. Marco Pantani dræbte Jan Ullrich her, og den coketykke tysker blev aldrig helt lige så god igen. Lance Armstrong har også vundet her et par gange, men dem har vi lykkelig glemt. Plateau De Beille er normalt kendt som et skisportssted, dog ikke for danskere, da der hverken er flügel eller DJ Ötzi-garanti. Området er også fuld af Europas farligste fugl. Nemlig den aggressive Tjur, som man æk skal gå hen og poke til. Det er ikke en sød høne.
Det ville naturligvis være rart for os andre, at det ikke var en etape, hvor Tadej vinder med Jonas Vingegaard iglet fast til baghjulet (han gør det for Trine og Frida) indtil de sidste 800 meter, hvor Tadej så kører fra ham, men det er svært at forestille sig andet. Dog kan det ske, at UAE sender Adam Yates eller Joao Almeida i forvejen, og at en af de to så vinder. Det er også Bastille-dag, så Dennis Ritter skal nok komme med et ønske om en fransk sejr, hvilket så ender med et forsøg fra Romain Bardet, der mest minder om Jon Stephensens hidtidige parlamentariske karriere. Et allersidste bud på en vinder er Erik Breukink i lyserødt ONCE-tøj.
---
ETAPE 16: GRUISSAN - NÎMES
Feltet er fløjet østpå henover natten efter hviledagen, og vi er nu ude ved kystbyen Gruissan i Languedoc. Her er de mellem-gode til østers, men det kan Brian Holm helt sikkert ikke li’ – han kan kun li’ kermesse-løb i 80’erne! – , og så kan Bastian Emil heller ikke. Det bliver i hvert fald betegnet som overvurderet, og det er langt mere autentisk at drikke sin kaffe i Vanløse. I stedet kan kommentatorerne bruge de første timer af denne fladtriste sprinteretape på muntert at fortælle historien om, at cowboybuksen stammer fra målbyen Nimes. Dog ikke den ikoniske cowboybuks, som Rolf og Claudio Chiappucci havde på, mens Francesco Conconi inden hver etape koldstartede sin blodcentrifuge inde på hotelværelset, da de kørte på Carrera-holdet.
—
Hvis du er Lars Seier Chrisensen:
Måske lader du dig lokke til at prøve en flaske La Forge 1993 fra Gérard Bertrand til en halvkedelig frokost på en trestjernet koreansk/fransk/italiensk-fusionsrestaurant, hvor alle sidder og kigger på deres telefoner og mande-dufter af en dyr variant af Old Spice eller Davidoff. Men du når kun lige at smage vinen, da du finder ud af, at den er biodynamisk, og så køber du noget Brunello til dine kammuslinger i stedet.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Så kan du drikke ting fra Absurde Génie des Fleurs. Ja, det er naturvin. Og ja, deres rødvin er overraskende slank i forhold til områdets trykkende varme på 42-43 grader henover sommeren. Rygterne siger, at de blander vand i vinen på samme måde, som Indurain pøsede EPO i sine semi-baskiske blodårer, mens hans hvilepuls var stabil på 5.
—-
Nimes er efter danske forhold en smuk by. Romerne betragtede det som en vigtig forpost til selve romerriget, og helt frem til i dag, kan man mærke en vis kulturel kapital. Norman Foster har fx. tegnet et mediemuseum, der ligner Jean Nouvels DR-byen, mens Jean Nouvel har tegnet et boligkompleks, der ligner noget Norman Foster kunne have lavet. Altså prestige-byggeri, der kan gøre enhver århusiansk rådmand misundelig. Nimes har traditionelt set haft et rimelig godt fodboldhold, fx i start-90erne med Laurent Blanc og Eric Cantona, men nu er de meget esbjergsk endt i den tredjebedste række, så man kommer sikkert gratis ind.
Det er sidste dag for sprinterne, og dem der har overlevet i gruppettoen - det vil sige alle andre end Mark Cavendish. Så det skriger jo på endnu en sejr til Jasper-drengen foran Heinrich Haussler og Andre Greipel, og selv Dennis Ritter har givet op på et Cort-udbrud-sprint-scenarie. Vi kommer nok til at se et vanvidsudbrud fra Nils Politt, der også vandt, da Touren sidst var i Nimes. Der kan være en del sidevind på ruten, der denne gang svinger til venstre i stedet for igennem Montpellier.
---
ETAPE 17: SAINT-PAUL-TROIS-CHÂTEAUX - SUPERDÉVOLUY
Feltet er taget lidt op i landet igen i kommunen Saint-Paul-Trois-Chateaux, som Rhône-floden går igennem. Byen er i sig selv ikke synderligt spændende, medmindre man altså har købt den der vinrejse med Per Pallesen og Tim Vollerslev, hvor temaet er, hvor meget grenache og svovl man kan tåle i løbet af 4 ekstremt ulidelige dage. Efter kl. 21.30 transformerer Per Pallesen sig om til en snøvlende og aggressiv Fru Kristoff, og Tim Vollerslev viser uendelige klip fra dengang, han solgte dårlig spansk vin for Interflora. Men byen har noget alder, og autencitetsjægere kan nok godt klemme noget hygge ud af stedet, der er kendt for sine trøfler, så måske kan man få lov til at gå rundt med sin egen gris/hund/tjur, inden man gør holdt på en café.
—
Hvis du er Lars Seier Chrisensen:
Så ringer du til Niels Lillelund, som jo nærmest udelukkende kan lokkes ud af Frederiksberg med gratis vin eller taxa-bon’er. For du har simpelthen fundet en flaske velopbevaret l’Hermitage 1978 fra Domaine Jean-Louis Chave, der koster på den Nordsjællandske side af 10.000 kroner. Hvis I er heldige smager den af tobak og bacon (er det en Shu-Bi-Dua-sang?), og hvis ikke smager den af død og tynd portvin. Lige meget hvad, skal Lillelund nok komme med nogle citater fra Hemmingway og et par forbipasserende blodpropper.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Vi er ikke så langt væk fra Domaine Dard et Ribo, så vi tager en St. Joseph, der er lavet på Syrah (duh!), og absolut ikke må forveksles med noget så sindssygt som australsk vin. Som de fleste vine fra Rhône er der tale om vin ‘der smager af noget’ og bær. Og din stive onkel, der engang har været i Lyon, vil under en blindsmagning kalde det for "meget stor bourgogne".
—
Superdevoluy er ikke en tynd og ægte sauce, man kan få på Bobe (lidt endnu). Det er et skisportssted i udkantsalperne, der kun fungerer som skisportssted, lidt ala dem de prøver at bygge i Saudi-Arabien, så der er ikke grund til at blive hængende i området. Den nærmeste større by er Grenoble 30 kilometer nordpå. Grenoble er i sig selv et knudepunkt inden for skisport og værtsby for Vinter-OL i vigtige år: 1968. Så man burde egentlig bare ringe til Christian Braad Thomsen for at slå tiden ihjel, der så begynder at fortælle Bob Dylan-anekdoter, og vi mangler bare Jacob Holdt, så har vi samlet Danmarks mest dryssende mennesker, når de taler.
Vi er heller ikke så langt væk fra et sted som Alpe D’Huez. Blandt de få mennesker, der rent faktisk er fra området, og ikke bare en stiv tourist, der skal hentes i lægehelikopter efter en patetetisk snowboard-ulykke, tæller den langlemmede Olivier Giroud. Området er også kendt for sine valnødder, og meget fransk, så er de selvfølgelig også underlagt en eller anden form for klassifikation, så KUN valnødder fra området, kan kaldes valnødder. Per vender tilbage og fortæller, at han altså kunne knuse nødder med sine bare hænder under optagelserne til Matador.
Vi er trådt ind i den tredje uge, og det er NU, at Jonas Vingegaard er meget bedre end Tadej, prøver Dennis Ritter at overbevise os om, for at få danskeren til at blive foran skærmen. Den nyslåede ekspert, Trine Schmidt, fortæller stolt, at hun engang har fået ROLFs trøje til et gadeløb i Hadsten, mens det er tydeligt for enhver, at hun i hvert fald ikke kan fylde hans sko ud.
Der er en del bakker på etapen, inden de sidste 30 kilometer afsluttes med kategori 2-1-3 bjerge. Dennis Ritter vil desperat forsøge at tale Jakob Fuglsang ind i etapen, men det store 15-mandsudbrud er stukket af allerede inden han og de båndede morgeninterviews er færdige, og det ender med, at Tom Pidcock vinder, og så slår Ritter over i, hvor stort potentiale Pidcock har, og hvor elendige Ineos er på een gang.
---
ETAPE 18: GAP - BARCELONNETTE
Vi er stadigvæk i udkantsalperne i Gap, der har været mål- eller startby hele 24 gange før. Gap har eksisteret helt tilbage fra sen-Stenalder, og det bærer byens arkitektur også lidt præg af, selvom det ikke ligefrem er en decideret omvej værd, medmindre at man har været en tur forbi nationalparken Ecrins, der ligger lidt nord for Gap.
For buffetelskere, det vil sige fra Inger Støjberg og nedad, så har Gap deres egen plads i deres verdensbillede og pejlemærke. De fleste ved det næppe, men gratin dauphinois aka flødekartofler kommer fra GAP, hvor man har de første optegnelser af retten, der blev serveret i 1788 for en fransk militærofficer.
—
Hvis du er Lars Seier Chrisensen:
Franskmændene kan godt lide at drikke Beaujolais til gratin dauphinois. Så Lars skal selvfølgelig drikke den, som Thorkild Thyrring kommer kørende med ind til Gråbrødretorv, og holde fest med Tholstrup-familien. Desværre forudser vi en konflikt mellem Tholstrup-familiens gamle penge og Lars Seier Christensens kryptovaluta, og Peder Oxe eksisterer slet ikke mere. For lokalerne huser nu Bo Bech, der har travlt med at overbevise Danmark og Lars om, at rosenkål med dadler og skimmelost er en bestseller, og selvom Lars har puttet penge i kokketyper som Henrik Boserup, så vil Lars hellere sidde på sin halv- til heltomme Café Turrell og drikke den sidste flaske Clos Saint-Jean, Deux-Ex-Machina fra Rhone i fred.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Området er ikke kendt for vin, og det der bliver produceret er som regel supermarked-rosé af den type man giver ubudne gæster. En udmærket vin fra området er Coste Rouge fra Domaine Les Hauts Lieux, der er lavet på gamay, så den passer både til druk og flødekartofler. Vil man blive rigtig beruset, så laves der også en del frugtlikør. Og her taler vi ikke solbærvodka i en stålflaske fra Danzka.
—-
Barcelonette lyder mest som en strand i Spanien, hvor man kan sidde i bare jader og få sig en seriøs tan og gå på skaldyrsrestaurant med sur smiley, men det er desværre bare en bjergby med et par tusinde indbyggere, der også har eksisteret siden Marianne Jelveds konfirmation (hvor de fik flødekartofler!). Byen har ikke i nyere tid været en del af Tour de France, og det er egentlig med god grund. Det er nemlig en røvsyg by, der trods seks hoteller, næppe har mere end 10-12 Pokemon GO-stops.
Selvom vi er i bjergene, så er der kun nogle kategori-3 stigninger, og med et hårdere slutprogram, så forventes det, at en udbrydergruppe godt kan komme afsted. Derfor har TV2 skruet helt op for Magnus Cort-barometeret, og Dennis Ritter vil også have et blåt overskæg, men desværre bliver det en sejr til Ludo Dierckxsens eller Michal Kwiatkowski.
---
ETAPE 19: EMBRUN - ISOLA 2000
Så er der eddermame bjergetape. 144 kilometer og tre solide stigninger, hvor alle tre tinder er over 2.000 højdemeter, hvorfor Jonas Vingegaards lunger endelig vil udfolde deres enorme iltoptagningspotentiale – bl.a. fordi Jonas hele vinteren har slugt noget sygt giftigt gas –, så han kan vinde Touren for Trine og Frida. Tro på det, Dennis. Tro på det.
—
Hvis du er Lars Seier Chrisensen:
Alle rigmænd og deres unge koner elsker rosé af en eller anden grund. Måske det udstråler magt, at man ikke er bange for at drikke noget lort? Og det er lige meget, hvordan roséen smager, eller hvor den er fra, eller hvad for nogle klamme druer og e-numre, den er lavet på. Så længe den er tilpas bleg laksefarvet, udstråler den magt. Det kan endda være den der “I AM ROSÉ”, som ligner, at den er designet af en innovationscoach fra Nyborg og den af Kristian (von) Hornsleths assistenter, som også står for deres Kvickly-produkter. De labber det i sig. Ikke engang sloganet: “Its time like these you learn to love again” kan få de kryptorige til at kaste op i munden. Man kan også få lov til at tage en lyserød skjorte - gerne i hør - på, så man kan vise hvor flamboyant man kan svinge sig op til, selvom den tydeligste farve forbliver den ansigtsrøde farve, som mænd i pre-stadiet af gammelmandssukkersyge har.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Der er ikke noget åbenlyst vinvalg på ruten. Men du kan hurtigt krydse den fransk-italienske grænse og muligvis finde et trattoria (som jo er en særlig uformel restauranttype, og ikke som i Danmark: en mulighed for at blande klæg røræg og udkogt spaghetti fra 365 Discount, kalde det carbonara og sælge det til 165 kroner i Charlottenlund), og her har de måske et par berømte flasker liggende sammen med et par udgaver af La Gazzetta og et romantisk aftenskolemaleri af Il Duce.
—-
Det er kun anden gang, at toppen af Isola 2000 er målby i Tour de France. Måske fordi Isola 2000 lyder for italiensk eller som et solcenter i Kolding, der ifølge det solblegede skilt i vinduet altid har nye rør. Vi tænker dog mest på mest på gode gamle Stereo Bar, der i en årrække hed Isola, indtil dansk internets hoptimist Thomas Bigum kom og ødelagde stedet. Tony Rominger vandt på Isola 2000 i 1993 i samme tid som Indurain med det polske one-hit-wonder-of-93, Zenos Jaskula, på en fornem 4.-plads, hvilket han formentlig fejrede med endnu mere kortison (eller kårtisoooone, som Brian Holm siger) og ti-tolv hestekanyler i ballerne. Jaskula vandt for øvrigt senere 16. etape og blev 3’er sammenlagt det år, for derefter ikke rigtig at vinde noget og have enormt tykt blod.
Er det ikke sådan en etape her, hvor Adam Yates og Geraint Thomas og Eiking og Felix Gal og Martin får lov til at gå i udbrud og holde hjem, fordi Tadej har vundet, Jonas er småtræt og Remco mest tænker på, hvordan han skal genforhandle sin kontrakt med gnier-Lefevre. Et wildcard kunne være Zülle, hvis ikke hans briller vejede mere end cykel, hjelm og halvdelen af en moderne cykelrytteres kropsvægt i off-season tilsammen.
---
ETAPE 20: NICE - COL DE LA COUILLOLE
Vi er i Musik i Lejet-segmentet i Nice. Unge mænd, der har råd til nogle få gram coke bestilt over Snapchat, billige loafers og Ralph Lauren-skjorter, som de har købt i Illum. Og en lyserød cardigan hængende over skuldrene, selvfølgelig. Og de kommer der, fordi deres forældre også er kommet der. På ferie med overtræk på deres Acceptcard udstedt af Jens Veggerby (med Jimmi Madsen som kurér). Hvis man ikke kan sin Cote d’Azur eller franske riviera, så er Nice placeret mellem Cannes og Monaco, men er langt fra lige så fransk rigmandsboheme som Saint-Tropez eller Cannes, eller sådan casino-russer-israelsk-våbenhandler-tillokkende som Monaco. Tager man op i Nice-enklaven Vence, så vil man hurtigt opdage, at Henri Matisse, Auguste Renoir og Marc Chagall har boet her. Og inden du har set dig om, så har du købt et stykke halvkikset stillleben til €8.000 euro, fordi galleristen har hældt noget billig I AM ROSÉ på dig.
Nice er dog ikke helt uden evner, Simone Weil er fra byen, det samme er Italiens landsfadder Giuseppe Garibaldi. Og René Goscinny, der sammen med Albert Uderzo har tegnet hele din barndom, døde her. Elton John har haft hus her. Fordi Nice er lidt fattigfint i forhold til andre byer på Rivieraen, så er det også her, at man kan støde på danske kendisser. Fx. Claus Elming, der for alvor har startet sin transformation til at ligne Mik Schack, eller Rasmus Tantholt, der for alvor har startet sin transformation til at ligne Peter Skaarup. Naturligvis som en art opvarmning til VIP-området på Smukfest.
—
Hvis du er Lars Seier Chrisensen:
Her på redaktionen kender vi op til flere københavnske restauratører, der selv har taget vin med på ferien i Cote d’Azur, fordi det lokale ikke er værd at drikke, eller fordi priserne på bourgogne og baroloerne er sat efter, at man håber at Oleg Tinkov kommer slentrende forbi havnepromenaden med en kabelstrik henover skulderen, og har et kreditkort, der brænder i lommen. I stedet bladrer Lars det nærmeste vinkort igennem for at finde en flaske Just For The Love Of It fra Sina Qua Non, fordi dagen kalder på 100 p-vine og provokation til franskmændene med at drikke amerikansk vin.
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Fabien Chanavas lyder som et navn på en nogenlunde god domestic på Team Credit Agricole. Men han laver vin i Provence med minimal intervention, som betyder at han filtrerer og tilsætter svovl, men stadig gerne vil have sin vin på Raisin-app’en og drukket af folk med gult glas i solbrillen og mere end 300 instagramfølgere. Og faktisk smager hans vin godt og er billig, og oversat til dansk hedder hans vingård “Den Lille Mands Domæne”, og så kan Jes Dorph også føle sig set.
—-
Etapen slutter på Col de la Couillole, der også var mål på en etape i Paris-Nice, hvor Tadej vandt foran David Gaudu og Jonas Vingegaard, det kommer han også til at gøre her, mens Dennis Ritter vil stædigt indvende, Col de la Couillole altså ikke er hård og stejl nok til, at Jonas kan slå Tadej her. Mens Trine og Emil bare svarer ja.
---
ETAPE 21: MONACO - NICE
Vi er i Monaco, der er historisk hjemby for fede typer som Frederik Fetterlein og Isabella Kristensen, men vi er også i et område, der er så dyrt og posh, at hverken danske mumle-rappere/bandemedlemmer, Prinsesse Alexandras ex-kærester eller Remée har råd til at være med her.
Alle fede ting her kræver netværk, advokater og oceaner af likviditet (eller kreditkort der vejer mere end 50 gram). Monaco er som bekendt et fyrstedømme, hvor Fyrst Albert, søn af billedskønne Grace Kelly og Fyrst Reinier, hersker. Fyrste-familien hedder egentlig Grimaldi, og de er de sande playboys, som både James Bond, Fernando Alonso og Kylian Mbappé vil drikke dus med. Champagne er ikke noget man putter i et roséfarvet aggregat og leger gevær med i Uge 29, så er man ude. Selv områdets russere vil udvise foragt.
Det var også i Monaco at, Michael Valgren holdt op med at være godt til cykling. I en halvkedelig DR-dokumentar gik Valgren mest op i sin nye espresso-maskine, kraveplaceringen på sin lyse skindjakke og at han boede højere oppe end Geraint Thomas, da han skulle vise sit Monaco-hjem frem (med ilttelt fra Harald Nyborg, lignede det). Siden har han ikke vundet et løb, og Valgrens kreditkort vejer ikke 50 gram længere.
De fleste ved, at Monaco også har et glimrende fodboldhold, hvor både Thierry Henry og Kylian Mbappé fx fik deres debut. Men det er kun mænd med for højt kolsteroltal og i den bordeaux-modtagelige alder, der kan huske, at dansk fodbolds største talent Dan Petersen deponerede sin karriere her. For det var sjovere at gå i byen med Emmanuel Petit og Anderson Da Silva. Det var ingen Kenneth Carlsen var flyttet herned. Apropos Kenneth Carlsen og Monaco, så kan man jo godt overveje, om det er besværet værd at fixe sig et skattely, for så at flytte hjem, og derefter overlade Frederik Fetterlein til at være bygherre for sin kommende bolig? Det er i hvert fald den sikre vej til at få brugt resten af sin skattelyopsparing.
—
Hvis du er Lars Seier Chrisensen:
Mon ikke verdens største koncentration af DRC befinder sig i Monaco, hvor fyrster og Putin-støtter og Lars kan drikke La Tachê til deres wagyu-burgere med foie gras og bladguld på Le Louis XV? Og så måske noget Dom P til de blå Kings og unge kvindebekendtskaber bagefter (Yvonne er til marketingmøde i Reims, hvor hun trumfer igennem, at en ny cuvée skal hedde Esbjerg Saxo, fordi hun har en yacht liggende i havnen dér, og pengene til den kommer fra kryptobanken).
Hvis du ikke ejer Novo-aktier:
Du har ikke råd til vin i Monaco. Måske må du overhovedet ikke komme ind. Så køb din vin i Nice i stedet, hvor flere danske naturvinshipsters går på jagt efter Overnoy og faktisk lykkedes med missionen i modsætning til København, hvor Riccardo Marcon og Mads Kleppe simpelthen nægter at svare dig, hvis du spørger om en sådan flaske, og efterfølgende blacklister dig i hele byen, fordi du fandme ikke skal spørge om sådan noget, når du ikke engang har arbejdet på Noma eller har drukket (ret meget) naturvin hver dag i 20 år eller lavet en popup på Verre Volé, inden det blev berømt!
—
Sidste etape er jo en enkeltstart med en enkelt kategori 2-stigning, så TV2 vil spille på, at det er her, hvor Jonas Vingegaard virkelig kan tage tid på Tadej, selvom selv Remco Evenepoel brager forbi Jonas. Derfor må Dennis Ritter alligevel erkende sejren til Tadej, samtidig med, at vi får billeder af Jonas, der bliver genforenet med Trine og Frida, og sørma om ikke også, at Rosa fra Bagedysten er nået frem til Nice og sørma har medbragt en kage,der er formet som en maskine, der kan skyde gift ind i cykelrytternes lunger.
Comments